Opsæt SPF, så e-mails bliver sendt korrekt
SPF står for "Sender Policy Framework" og er en metode der anvendes til at bekræfte afsenderen af en e-mail, og dermed begrænse mængden af SPAM. Xena overholder reglerne for SPF.
Når der sendes en e-mail fra Xena, sendes den af Xena, men på vegne af din eller din virksomheds e-mail.
Derfor vil der som afsender på dine mails stå 'mail@xena.dk på vegne af 'ditNavn@ditDomæne.dk'. Dette ønsker man ofte ikke, men uden din hjælp, har Xena ikke andre muligheder.
Hvorfor kræves dette
Ønsker du at fjerne 'på vegne af' og mindske risikoen for at dine mails havner i modtagernes spam-filtre, så skal du give Xena tilladelse til at sende mails på dit domæne. Rent teknisk gøres det ved, at der oprettes nogle DNS-records på dit domæne. Det er ikke noget vi hos Xena kan hjælpe dig med, det er noget du skal få din domæneudbyder til at være behjælpelig med.
Bemærk: Dette gælder kun, hvis du har dit eget domæne. Hvis din e-mail er oprettet hos f.eks. Gmail, Hotmail eller lignende, kan du ikke fjerne 'på vegne af'-meddelelsen.
- Du afsender f.eks. en faktura via e-mail fra Xena
- Den transporteres fra Xena til mailserveren
- Mailserveren sender e-mailen videre på vegne af afsenderadressen (kasserer@firma.dk).
- Modtageradressen tjekker for spam, ved at spørge afsenderadressen: Kender du til mail.xena.dk?
- Hvis der ikke er sat en SPF Record op for afsenderadressen, vil den ikke genkende den, og e-mailen vil kunne ligne spam.
SPF record svarer til, at du giver serveren mail.xena.dk lov til at sende mails på vegne af din e-mailadresse.
Hvis det ikke er noget du selv kan håndtere, skal du kontakte din webadministrator/mail-ansvarlige eller udbyder af hosting/mail, og forhøre dig om, hvordan du skal bære dig ad.
Tilføj SPF records
Du skal tilføje Xena til din e-maildistribution, ved at tilføje 'include:spf.xena.dk' til din SPF-record. Har du ingen andre SPF-records skal du lave en ny TXT-record på dit domæne med samme navn ('hostname') som dit domæne, og værdien skal sættes til:
v=spf1 include:spf.xena.dk ~all
Hvis du allerede har en SPF record, så skal 'include:spf.xena.dk' tilføjes lige før '~all', f.eks. sådan:
v=spf1 include:somedomain.com include:otherdomain.com include:spf.xena.dk ~all
Tilføj DKIM records
Næste skridt er at lave DKIM-records. Disse skal tilføjes på samme måde som SPF-records, dvs. en TXT-record med følgende navn ('hostname'):
smtpapi._domainkey.DitDomæne.dk
Selvsagt skal 'DitDomæne.dk' erstattes i alle ovenstående tilfælde med det domænenavn du retter DNS-records på.
Værdien af DKIM-recorden skal være:
k=rsa; t=s; p=MIGfMA0GCSqGSIb3DQEBAQUAA4GNADCBiQKBgQDPtW5iwpXVPiH5FzJ7Nrl8USzuY9zqqzjE0D1r04xDN6qwziDnmgcFNNfMewVKN2D1O+2J9N14hRprzByFwfQW76yojh54Xu3uSbQ3JP0A7k8o8GutRF8zbFUA8n0ZH2y0cIEjMliXY4W4LwPA7m4q0ObmvSjhd63O9d8z1XkUBwIDAQAB
Der går som regel et par timer før DNS-ændringerne slår igennem.
OBS: Virker ovenstående for teknisk, eller virker det ikke, anbefaler vi dig at kontakte din domæneudbyder eller få hjælp fra en professionel. Xena support har ikke mulighed for at supportere dette.
- Opdateret